Når du kommer lidt ned i teksten, møder du en case fra vores klinik.
Den kan vi alle lære af. Så gør det.
Der er ingen tvivl om, at har man et alvorligt alkoholproblem, så skal man have konkret og målrettet hjælp, primært gennem kontakt til et misbrugscenter.
Vi arbejder ikke med alkoholmisbrug i vores klinik.
Vi ved dog noget 😊
Vi ved, at langt de fleste med et alkoholproblem slet ikke har indset eller erkendt alvoren. Ikke set forbruget som et misbrug.
Vi ved, at for mange er der noget skamfuldt i at erkende et misbrug og lægge kortene på bordet overfor familie, venner og arbejdsplads.
Vi ved, at mange af vores klienter fortæller, at deres læge ganske vist har omtalt et for stort forbrug og omtalt det sundhedsskadelige i det, og nok også har ladet et ord falde omkring ”muligheden for at kontakte en alkoholkonsulent”.
Det er desværre vores indtryk, at lægen lige så godt kunne have talt til en dør.
For alvoren er enten ikke trængt ind, eller også er alvoren fortrængt. Måske er overforbruget (misbruget) ligefrem opfattet som noget overdrevent sludder.
Som sundhedsvæsenet er skruet sammen i dag, trækker lægen desværre det korte strå, når det handler om ”at nå ind til en alkoholmisbruger”.
Tiden mangler. Tiden til den lange og dybe samtale.
Den samtale, der kun ad snørklede og indirekte veje, fører frem til sagens alvor og klientens egen erkendelse af situationen.
Det er jo ikke muligt i vore dage, hvor et lægebesøg oftest er alt andet end en dybtgående samtale.
Se, det en sådan samtale vi i vores klinik som regel er en del af.
Klienten er ikke kommet for at tale om alkohol. Slet ikke. Nævner det ikke.
Men som tiden går… måske timer senere… og ad snørklede og indirekte veje dukker ”noget” op, der måske er medvirkende til de udfordringer, klienten kommer med.
Eller også dukker ”noget” op, der giver mening at bruge som et slags ubevidst ”bind for øjnene”.
Klientens misbrug tager tydelig og skræmmende form.
I sommer havde vi besøg af en sådan klient. Fransisca (navnet er her ændret).
Lad os berette Fransiscas case:
Fransisca kontakter os med henblik på forskellige psykologiske udfordringer, hvoraf flere giver fysiske symptomer. Sandsynligvis psykosomatiske symptomer, hvilke vi naturligvis kender rigtigt godt.
Fransisca har mange udfordringer. Og vi vurderer og aftaler, at skal det give mening og have optimal effekt, skal hun komme her tre hele dage i træk. 6 timer dagligt.
I to hele dage arbejder vi med stress, gamle traumer, søvnproblemer, spiseforstyrrelser, angst, vrede, irritation, selvbedrag… ja en vældig gryderet af psykologiske udfordringer.
Tidligt lurer diagnosen ”borderline” hos os terapeuter.
Men undervejs glider den dog i baggrunden. Og efter to døgn konstaterer Tommy, at diagnosen ikke holder. Der er andet i spil. Og vi aner, hvad det kan være.
Mange af Fransiscas psykologiske udfordringer ”falder i hak” hen over dagene, og Fransisca får det rigtigt godt med sig selv og de udfordringer, der har drillet. Mange af dem kan reelt koges ned til en udløber af ganske få traumer.
Uden selv at være helt klar over det, får Fransisca givet os billedet af et menneske, der trods svære psykologiske drillerier hidtil har evnet at overkomme hverdagen og livets udfordringer med mand og børn og job. Men at det over det sidste halve år er gået ”den forkerte vej”.
Det billede bekræfter vores mistanke om, at vi arbejder med en dybt alkoholiseret klient, som ikke erkender alvoren… eller måske slet ikke indser problemets omfang.
Tommy vælger at anvende dag 3 på alkoholsituationen.
Ved hjælp af undervisning, kognitivt arbejde og hypnoterapeutisk indsats går den skræmmende sandhed op for Fransisca.
Her vælter læsset for hende.
Hun aner reelt ikke, hvor langt hun er ude. Hverken i alkoholmængde, sundhedsmæssige virkninger eller ”livet” på længere sigt.
En forskræmt kvinde sidder tavs i stolen. NU ved hun det.
”Hvorfor har min læge aldrig fortalt mig det her?” spørger hun stille med tårer i øjnene.
”HAN har ikke tid… og DU har aldrig lagt kortene på bordet for ham”, bliver Tommys svar.
Begge dele er nok rigtigt.
For netop her ligger ”hunden begravet”.
Lægen HAR ikke tiden. Ikke muligheden for at bruge samtalen til at finde ind til kernen, til omfanget og alvoren.
Fransisca HAR ikke selv været klar over omfanget og alvoren… men gemt sig for sig selv.
Arbejdet på dag 3 bar frugt.
Ikke blot blev situation tydelig og klar for Fransisca, men der blev selvfølgelig arbejdet konstruktivt med ”at komme videre” og få tørlagt Fransisca.
Det sidste sker ikke fra onsdag til torsdag. Det er en længere proces, vi har sat i system og skema. Støttet af Fransiscas mand.
Holder skemaet og dermed nedtrapningen (som vi skønner muligt på baggrund af flere konkrete forhold), så er Fransisca ude af alkoholen til november.
Holder skemaet ikke (og det røber sig hurtigt), så kontakter Fransisca og hendes mand et misbrugscenter for yderligere hjælp. Det er Fransisca parat til, i så fald.
For NU har hun erkendt omfang og alvor. Og at det er ikke skamfuldt. Men vejen frem.
Ovenstående case er ikke en kritik af hverken læge, sundhedsvæsenet eller Fransisca selv.
Det er et billede på, HVAD der faktisk tager tid at finde ud af.
Både for den sundhedsfaglige person OG for det enkelte menneske med udfordringen.
Lær af denne case. Gi’ den videre.
Janne Jaaks og Tommy Rosenkilde
Blokhus