Lever du i et parforhold, og bliver du eller din partner ramt af en blodprop eller en blødning i hjernen, så vil både du og din partner sandsynligvis opleve, at jeres samliv ændrer sig. Seksualitet er en del af et sundt samliv, og her vil I formentlig også opleve forandringer.

Den ramte af jer vil typisk se på sig selv på en ny måde. Have en ændret adfærd. Måske have fået kognitive vanskelighederne. Måske agere socialt anderledes end før skaden.
Det er helt normalt at få udfordringer med at få seksualiteten til at virke naturlig efter en apopleksi. Det vigtige er, at du anerkender, at seksualiteten, ligesom kroppens bevægelser og måske evnen til at tale, på samme måde skal genoptrænes.

I stedet for at skrive en længere afhandling, for jeg ved jo, at den kan du, hvis du selv er ramt, have svært ved at overskue, så giver jeg dig her nogle vigtige punkter, du og din partner kan bruge i jeres vej tilbage til et kærligt samliv og seksualliv:

  1. Tag det stille og roligt. Planlæg eventuelt seksualitetsøjeblikke
  2. Indstil jer på, at selv om I kender både egne og evt partners lyst og behov, så er der ændringer nu, og det er helt ok. Start forfra. Det kan være ganske hyggeligt og givende, faktisk!
  3. TAL om og LYT til jeres tanker og følelser og lyst/behov i forhold til seksualitet! Det kan være, at I ikke har været gode til netop det før skaden, men så er det tid nu at øve sig og gøre sig umage for at forstå hinanden
  4. Hvis nedsat lyst: tjek med læge om medicin kan spille ind. Ellers er TID kodeordet. Længere forspil. Glidecreme. Tjek med læge om potensfremmende middel er en mulighed
  5. Hvis det kniber med hukommelsen, så skriv jeres tanker ned
  6. Ligesådan hvis den ramte har afasi: skriv ned
  7. Ligesådan hvis den ramte ikke kan huske at I netop har været seksuelle – eller hvis det fx er længe siden: skriv ned
  8. Fysiske ændringer: besvær med at bevæge sig: silkelagner gør modstand mindre
  9. Husk at genoptræne din bækkenbund med daglige bækkenbundsøvelser (gælder både kvinder og mænd)
  • Giv tid til din egen seksualitet. Onani kan hjælpe dig, der er ramt til at finde ud af, hvad der nu føles behageligt.
  • God hygiejne kan være blevet svær for den ramte. Sæt ord på/find løsning
  • Vend eventuelle svagheder til noget positivt!
  • Vær opmærksom på, at jeres tidligere “roller” i seksualiteten kan ændre sig nu. Fx i forhold til hvem der tager initiativ.
  • Den af jer, der ikke er ramt, gør dig umage for at finde alt det, der ikke er forandret. Fx din partners duft, din partners hud, åndedræt om natten osv osv.
  • Hvis I hører til de, der ikke tidligere har udforsket erotisk legetøj/seksuelle hjælpemidler, så er det måske nu, at I skal give netop det en chance
  • Ved adfærdsforandringer, hvis frontallapperne er ramt, kan du opleve upassende seksuel adfærd. Husk at det ikke sker med den ramtes gode vilje
  • Og husk nu, at det ikke alene er kønsorganerne, der giver seksuel nydelse 

Lever du som single, kan du bruge mange af punkterne ovenfor alligevel. Nogle for dig selv og nogle, hvis du finder dig en partner.

I et nyt forhold, tænker jeg, at det vil være skønnest for både dig selv og din nye partner, at du spiller med åbne kort og fortæller helt ærligt om dine udfordringer. Ethvert elskeligt menneske vil være åben og imødekommende.

www.jannejaaks.dk