Rejsen til Indien

Hvis du har muligheden, skal du give dig selv tid og rum til oplevelser, der ligger langt fra din hverdag.
Oplevelser, der får tankerne væk fra hverdagen… både familien og arbejdet. Oplevelser, der tvinger dit ”hoved” ind i en helt anderledes verden. Det kan være en anderledes kultur, et anderledes miljø, et anderledes interessefelt eller udtrykt ganske enkelt: En anderledes påvirkning af din hjerne… dine tanker og dine følelser.
Jeg selv tog en måned til Indien.
Lejligheden og muligheden bød sig. Det første var en tilfældighed. Det andet var et valg. Et valg… fordi en sådan tur altid vil være på bekostning af noget. Men jeg så det som en investering i mig selv, i mit liv.
Nok en væsentligt bedre investering end i aktier 😊
Og jeg kan garantere dig, at det gav et afkast, der satte sine spor.

De første dage, måske den første uge, fyldtes mit hoved med forbavselse over indernes tilsyneladende travlhed, den megen støj og den totale trafikale forvirring. Og at de ”enorme og farlige” køer gik frit rundt på gader og fortove.
Det var som om mit hoved genetisk var indstillet på kun at fokusere på hurtige bevægelser, på stressende støj og på alt, hvad knolden i øvrigt ikke kunne sætte ind i et overskueligt skema.
Men så ganske langsomt, men meget tydeligt, var det, som om min hjerne skiftede kanal. Fandt ind til den frekvens, det sind, hvor jeg så, opfattede og fattede noget ganske andet midt i det før så overvældende kaos. Jeg bemærkede en ro, en venlighed, en imødekommenhed, en ”livet-er-som-det-er”.
Alt det, der bevægede sig hurtigt, og frembragte støj, og virkede uoverskueligt, var en velfungerende verden båret af glæden ved lidt, tilfredshed med lidt, hvilen i sig selv, og at målet i livet ikke er mere af mere.
Sikke en imødekommenhed, jeg oplevede. Venlighed. Nysgerrighed. Stolthed over små ting. Glæden ved små ting. Alt andet end misundelse og mere vil have mere.
Samtidigt var det for mange indere en balancekunst, en linedans. Fattigdommen kunne lure lige om hjørnet, men alligevel havde de glæden ved nuet. Roen, der ikke ses i den vestlige verden, hvor alt handler om fremtiden og mere vil have mere.
Hmm, jeg begyndte at føle den samme ro og fred. At være i nuet. Leve. Nyde verden omkring mig. Den verden, jeg kunne se og mærke. Ikke verden ude i cyber eller på den anden side af kloden.
Sikke en indre ro. Skabt midt i dette forunderlige kaos af bevægelse, støj og uoverskuelighed.
En form for mindfulness præsteret midt i et levende virvar. Selv de omvandrende køer blev mine venner.
Som dagene gik, mærkede jeg min egen indre ro. Min egen mindfulness midt i dette for en vesterlænding så komplette kaos. Fredfyldte dage med glæde og mødet med de venligste mennesker i verden.
Jeg havde fundet, hvad jeg ubevidst ledte efter. På trods af, at jeg ikke havde forventet det. Ikke forventet at finde ind til en sådan ro og afstressende følelse.
Min verden var sat på stand by. Her var dejligt. Her ville jeg blive. Bare lade mig suge ind i den indiske, mentale ro og balance.

Hjem igen. Bogstaveligt og mentalt.

Flyveturen hjemad får én tilbage til den vestlige verden. Ikke blot bogstaveligt, men også mentalt.
Om lidt møder jeg det vestlige Helvede i lufthavnen. Et kaos af bevægelse, støj og uoverskuelighed.
Vil jeg være i stand til at blive på min østerlandske kanal, så mit sind vil tage det roligt og få øje på en mulig ro og balance i vesterlændingenes hoveder?
Janne Jaaks! Vågn op! Du er på vej mod Europa. Mod Danmark. Du er terapeut! Parterapeut! Alt muligt psykologisk og ulogisk. Så har du noget med hjem i din mentale bagage, du kan bruge?
Først her… midt i en række lufthuller… står det mig klart, at turen har været guld værd. Ikke blot for mig selv, men for mine kommende klienter.  Min intensive parterapi har fået et løft. JEG har fået et løft.
Jeg er blevet klogere på mig selv. På andre. På verden. På hjernen. På sindet.

Vi landede… flere steder. Tågen havde tilføjet os en lidt længere tur. Tak for dét. Det gav mig tid til at ruste mig til mødet med Billund Lufthavn.
Det var som forventet. Et virvar af bevægelser. Hundredvis af rejsende i konstant bevægelse, de fleste i gang med at klage over både tågen, lufthullerne, ventetiden på bagagen, ingen busser, ingen taxaer, de sure andre OG at ingen forstår netop deres problem.
Støj… masser af støj. En for mig nu helt anderledes støj. Men støj.
Uoverskueligt? Tja… selvom personalet i lufthavnen syntes at besidde en nærmest indisk ro, kunne jeg fornemme at deres stresstærskel var indenfor rækkevidde. Sygemelding forude!
Godt så.
Jeg var hjemme. I bagagen havde jeg en indre ro og en ny forståelse af min praksis som terapeut. Min kognitive terapi havde fået et krydderi. Et indisk krydderi. Jeg indså, at det faktisk er muligt at krydre en kognitiv indsats med den mentale, udefinérbare livsholdning inderne rummer. Give den videre til mine klienter. Så det kognitive arbejde og det parterapeutiske arbejde ikke kun er tanker, tankemønstre, følelser, relationer og samspil mellem hjernecentre.
Men at det i lige så høj grad handler om en rejse til Indien… i mine klienters sind.

Måske jeg skulle redigere hjemmesiden: Janne Jaaks – mentale rejser til Indien. Uden CO2 afgift.