I bund og grund er der ikke noget, der kan benævnes ”gammel” stress.
Enten har man stress, eller også har man det ikke. Men det kan have vidt forskellige stadier. Det kan være i fremmarch.
Det kan være mere eller mindre konstant.
Eller det kan være i aftagende.

Stress er kroppens eget alarmsystem. En alarmtilstand, der i nutidens Danmark desværre har en tendens til at bide sig fast… og ikke få tid og mulighed for at forsvinde.
Stress er signalstoffer (neurotransmittere), der kemisk sætter din krop i en alarmtilstand, hvor andre funktioner sættes delvis på stand by. De er nemlig ikke så vigtige for kroppen… under denne undtagelsestilstand.

Har du for alvor hilst på en stress, så er det en langvarig proces at slippe af med den igen.
For mange mennesker tager det typisk 5 – 10 år. Ja, det lyder voldsomt. Men det er faktum.
Det betyder, at du i den lange periode, hvor stressen ganske langsomt neutraliserer sig, fortsat døjer med diverse ”rester”.
Disse ”rester” kan være mange ting. Have mange ”ansigter”.
Dels er ikke alle de ”tilsidesatte” funktioner helt på plads; dels kan stressen stadig minde dig om, at du er ikke helt ude af alarmtilstanden.

Vigtigst for processens succes er, at du ikke i perioden igen sætter dig selv i en stresstilstand.
Og kan du undgå det over så lang en periode?
Kan du undgå det i et typisk parforhold?
Kan du undgå det med små børn i hjemmet… eller ”umulige” teenagere?
Kan du undgå sorg… for eksempel at et kært menneske går bort?
Kan du undgå en belastende eller usikker arbejdssituation?
Kan du undgå at økonomien tynger mere end sundt er for nattesøvnen?

Vi lever. Vi lever livet. Også efter en voldsom stress.
Tak for det, men der er godt nok meget vi skal undgå, når vi befinder os i en periode, hvor vores ”gamle” stress forsøger at neutralisere sig og lade krop og sind komme i balance.

Det er her det bliver interessant for parforholdet.
Den, der har været ramt af den voldsomme stress, er naturligvis ikke blevet et andet menneske, men har med stor sandsynlighed ændret adfærd og karakter.
Er måske blevet mere følsom, mere sensitiv. Bliver lettere fysisk syg eller træt. Mister lyst… til sex, til hobbies, til initiativ, til glæde.
Nogle mennesker bliver hen ad vejen bange for, at de ER syge. Eller er ved at blive skøre.
De har svært ved både at forstå og acceptere, at de ikke er vendt tilbage til deres gode, gamle ”jeg”.
Netop disse forhold for den enkelte, sender jo konstant mere eller mindre negative signaler til partneren.
Signaler, der i værste fald bliver tolket forkert hos partneren.
”Hun gider mig ikke!” kunne en fortolkning være.
”Hun er irriterende træt, og orker heller ikke vores venner og familie!” kunne en subjektiv konstatering være fra partneren.
”Hun er ikke den glade kvinde, hun var før!” kan konklusionen være.

Der er korrekte observationer bag alle disse partnerens tolkninger.
Men alle har de rod i den stadigt ulmende stress.

Vi sammenligner gerne en aftagende stress med ildebrand i vildmosen. Ganske vist ser det ud som om ilden er slukket, og vi kan gå på bare fødder ind over mosen igen.
MEN tørvene ulmer. De er varme. Måske brandvarme endnu. Måske så varme, at de hen over dage eller uger får ilden til at blusse op igen.
Der går meget lang tid før man kan konstatere, at nu er alle gløder gået ud; varmen er væk; faren er drevet over.
Billedet med ildebranden i mosen er meget lig en voldsom stress.
Det er også åbenbart, at mens tørvene langsom køler af, så skal der helst ikke dukke en varme- og tørkeperiode op uden væde. Og absolut ingen lynnedslag. Intet cigaretskod smidt. Ingenting… der kan starte ilden igen.
På samme måde er det med den aftagende stress. Laaaaang tid uden der på nogen måde ”tændes” igen. Storbranden lurer, mens tørvene ulmer.
Vær overbevist om dét.

Når ens partner bøvler med en sådan aftagende stress, så kræver det ret så meget af partneren. Og venner og familie ligeledes.
Det kræver viden og forståelse!
Det kræver accept!
Det kræver tålmodighed.
Det kræver ikke mindst kendskab til forskellige ”redskaber”, der sikrer at parforholdet trives.
Det kræver med stor sandsynlighed professionel hjælp og støtte.

Vi har i foråret haft flere af sådanne par.
Heldigvis er VI i stand til at sætte hjælp ind på alle de fronter, vi har nævnt herover.
Det er vores force. Det er vores opgave.

Gennem vores intensive terapi over to og en halv dag formår vi at se parret tage glade hjem.
Begge to helt forandrede. Med helt forandrede verdensbilleder af deres egen lille verden.
Det kan lyde overdrevent. Ja, nærmest illusorisk.
Og tro os, når vi fortæller, at mange møder med den samme tanke på dag ét. Det kan man ikke bebrejde dem.
Men de er dog kommet! Så et eller andet har alligevel givet dem et håb, en tro, et ønske.
I bedste fald har de hørt fra andre, vi har hjulpet.
Det er nemlig vores bedste signal ud til alle, hvis parforhold er lidt i klemme med en aftagende stress.

Du er ikke stressfri, når du tager hjem.
Men du er fri med din stress.
Det er den frihed, I nu begge bygger jeres parhold på.
Og det føles bare sååå befriende 😊

Janne Jaaks og Tommy Rosenkilde