Der var engang… hvor Danmark skrev historien i sten. Runer sirligt hugget ind i sten af forskellige størrelser.
Nu sker det på en måde igen. Om ikke hugget ind i stenene, så i hvert fald skrevet på stenene.

Det er en særlig oplevelse at vandre rundt i området ved Hune i disse coronatider, for alle mulige steder ligger små eller større sten med citater eller blot venlige og kærlige ord. Enkelte har søde tegninger. Farver, der varmer.
Alle mulige sten. Med ord og citater. Alle mulige steder. I skoven. Ved landevejen. I byen. Hundredvis.
Hvor kommer de dog fra? Hvad er dog meningen?

I begyndelsen vidste jeg det ikke, men sikkert var det: De fik alle smilet frem. Der var et eller andet ”hjertevarmt” ved disse små hilsener alle mulige steder. Skrevet på sten.
Det blev hurtigt klart, at stenene gav en besynderlig følelse af samhørighed. Lidt den samme følelse, Danmark har lykkes med ved fællessangen, der er blevet coronatidens samhørighedssymbol.
Hver gang jeg går tur, får jeg øje på nye sten. Nye citater. Nye ord.
De fleste sten får lov at ligge, så den næste vandrer kan få glæden og opleve sig selv smile… og føle samhørighed. Underligt, og på samme tid herligt.
Tager du en sten op, får du måske en overraskelse, hvis du vender den om. På mange af dem står nemlig, at du bør lade den ligge til glæde for andre.
Hvor smukt tænkt.

Måske tager du alligevel en sten med dig hjem. For der vil altid være en sten, der siger dig noget helt specielt. Noget personligt. Så måske tillader du dig selv at tage det lille stykke kombinerede natur og kultur med dig hjem? Give stenen og budskabet et nyt sted at ”varme” og bringe glæde. At minde om at ”alt bli’r godt igen”, når coronaen engang er rejst.
Jeg har selv taget en enkelt sten med hjem.
Tak for stenen. Tak for tanken. Tak til dig, der på denne finurlige måde forener danskerne og får smilet frem.

Næste gang du så kommer forbi stedet, hvor du tog din sten… ja, så ligger der en ny. Hokus pokus… fremtryllet i nattens løb.

Der skal nok være en eller to, der synes det er for meget med alle disse sten, der nu ”flyder alle steder i naturen”. Tja, den slags mennesker findes.
De ser slet ikke, hvor fantastisk en tanke, der ligger bag. Ser slet ikke det geniale i at forene natur og kultur så enkelt og så meningsfyldt. Måske har de i virkeligheden svært ved at tage imod glæden?
Det er synd for dem.

Jeg vandrer igen gennem skoven. Nye sten er dukket op. Hokus pokus igen. Er det skovtrolden, der laver disse magiske sten? Mosekonen? Alferne? Eller findes der jætter derinde i dybet?
Skovfolket har fra fordums tid altid hersket med deres trolddom og mystik i skoven. Måske skal stenenes fader eller moder findes blandt skovfolket, der i gamle dage kunne sætte en skræk i livet af os almindelige mennesker?
Måske, men jeg havde en anelse om en lidt mere jordnær forklaring. Et eller andet sted på egnen måtte der sidde et hjertevarmt menneske og bruge tid og energi på at finde og male disse naturens breve. Et unikt alternativ til den digitale verden, der ellers også er ekstra kreativ i denne tid.
Måske?

Jeg kom tilfældigvis forbi et lille hvidt hus, hvor særligt mange sten fangede mit øje. Jamen… det var sten af samme slags. Også her lå alle mulige sten, alle mulige steder ved huset.
Det måtte være her, at ”stenenes fader eller moder” måtte bo. Altså slet ikke en skovtrold, en mosekone, alf eller jætte. Men hvem så?
Kunne det være farligt at banke på? For med trolddom skal man være forsigtig.

Bank bank bank. Jeg ventede.
En sten faldt fra mit hjerte… måske et dumt udtryk lige her… men i døren stod heldigvis et rigtigt menneske. En sød og smilende kvinde. Jeg spurgte forsigtigt, om hun var ”moder” til disse mange sten… alle mulige steder.
Det var hun, og jeg sagde ”tak”. Om end et sådant ord er kort og præcist, rummer det i reglen en dybde, du ikke skal underkende. Og da heller ikke her.
Kvinden blev hjertens glad for mit ”tak”, og nu åbenbarede sig en forklaring blottet for trolddom og mystik. Men som ventet fyldt med varme og glade tanker.
Mette, som kvinden hedder, kunne fortælle, at det var hende og sønnen Magnus, der stod bag stenene alle mulige steder.
Jeg var målløs. Såååå mange fantastiske sten i en konstant ”produktion” i det lille hjem. Her var intet hokus pokus. Hårdt arbejde. Ud at finde pragtfulde sten. Hjem at male citater og ord. Farver og figurer. Sikke en fantastisk idé. Et unikt alternativ til de mange tiltag af digital art. Her er det ren natur forenet med kulturens bedste ord.
Tak… tak til Mette og Magnus for jeres indsats. Jeres tanke bag det hele.