Som mange andre virksomheder blev vi ramt, da Danmark blev “lukket ned” på grund af Corona-smitten.
Klart nok kan vi i vores arbejde ikke byde klienterne indenfor. Risikoen for at få eller udbrede smitten er ganske enkelt for stor, når man sidder en gruppe mennesker samlet i flere dage i et forholdsvis lille lokale.
Jeg selv har astma, og er derfor i en særlig risikogruppe, såfremt jeg skulle få lungebetændelse som følge af Corona virus.
Vi fulgte naturligvis de råd, som sundhedsmyndighederne og statsministeren gav. Nemlig at “lukke ned” for vores vanlige konsultationer, hvor vores klienter kommer i klinikken, enten til den intensive parterapi over to en halv dag eller kognitiv terapi over blot et par timer.
Det skulle vise sig, at der fortsat “blev banket på vores dør”. Både til parterapi og til enkelt sessioner med kognitiv terapi eller tilsvarende hjælp.
Vi valgte derfor at tilbyde vores indsats over Skype.
Vi har tidligere god erfaring med sessioner over Skype, dog ikke intensiv parterapi.
Umiddelbart var vi lidt tilbageholdende med netop parterapi over Skype.
Alligevel tog vi fat på det.
Intensiv parterapi over to en halv dag.
Med hele pakken: Parterapi, kognitiv terapi og hypnoterapi over Skype.
Sideløbende med andre klienter ligeledes over Skype.
Konklusion: Det fungerer optimalt.
Skype sessioner med decideret intensiv parterapi vil aldrig kunne afløse de “rigtige” sessioner i klinikken. Den menneskelige kontakt med nærvær og hyggen i lokalet ER meget afgørende, når mennesker er i krise og søger hjælp.
Men situationen taget i betragtning er Skype en tilfredsstillende løsning.
Vi får tingene belyst, får udfordringerne på bordet, finder forståelse og finder løsninger.
Så alt i alt… vi er glade for at kunne tilbyde intensiv parterapi over Skype så længe Coronaen sætter sin begrænsning.
Det er muligt, at Coronaen kan ødelægge en lungefunktion, men den skal ikke få lov at ødelægge et parforhold.