Om sexologisk terapi med domsanbragte
Det er kun naturligt, at samtaleterapi og sexologisk terapi er forbundet med skepsis og utryghed, når det gælder domsanbragte.
På den måde er arbejdet fra første færd grundlæggende anderledes end arbejdet med andre klienter.
Jeg har erfaret, at terapi for domsanbragte af flere fagpersoner bliver dømt håbløst eller umuligt. “Alt har været prøvet”, som de udtrykker det.
Men det ER muligt. Jeg ved det 😊
Jeg erkender, det er en langsommelig proces. Tid og tålmodighed er afgørende.
Første mål er at skabe en tryg relation mellem den domsanbragte klient og mig.
Derfor er det fra allerførste møde vigtigt, at jeg er opmærksom på klientens psykosociale forhold. Den domsanbragte klient kan være vokset op med massive omsorgssvigt, dårlige tilknytningsmønstre og har måske selv været udsat for vold eller seksuelle overgreb i barndommen.
Alt sammen noget der kan betyde, at selvforståelsen er langt fra virkeligheden. Måske er det også derfor, at domsanbragte klienter til tider kan virke manipulerende.
Jeg har i al beskedenhed succes med at skabe den nødvendige tryghed og tillid og ikke mindst sørge for at vise empati for den domsanbragte klient. Det betyder, at vi er på talefod. Altafgørende.
Samtidig er klienten ikke i tvivl om min holdning til selve den kriminelle handling, han/hun er dømt for.
Men jeg dømmer ikke. Det har retten gjort.
Målet med behandlingen er, at den domsanbragte kommer til at opleve en tilfredsstillende seksualitet, der er lovlig.
Det er et omfattende og langsommeligt terapeutisk arbejde med selvværd, motivation og socialisering. Og gerne også at støtte klienten i at kunne etablere et såkaldt normalt kæresteforhold.
Jeg baserer mit arbejde først og fremmest på kognitiv terapi og på adfærdsterapi. I enkelte tilfælde også mindfulness. Jeg har ikke noget ”manuskript”. Hver enkelt domsanbragte klient er selvfølgelig et individuelt menneske med seksuelle udfordringer i forhold til etik og lovgivning.
Ikke enhver terapeut/psykolog kan magte opgaven. Det kan man heller ikke forvente.
Det er et arbejde, der kræver mere end almindelig tålmodighed, rummelighed og forståelse for det enkelte menneske, der er domsanbragt.
Heldigvis besidder jeg disse kompetencer.
Men ét er at kunne ”åbne døren” til en fornuftig og tilfredsstillende seksualitet. Et andet er, om samfundet stiller de nødvendige midler til rådighed?
Hvis ikke… er der ikke mere ”at tale om”.