Et af de mest spændende og krævende områder i mit arbejde er arbejdet med personer, der er domsanbragt for seksuelle handlinger.
Behandlingsdom.
Arbejdet har sit helt særlige DNA, idet der skal arbejdes med personer, der typisk er negative overfor ”systemet” og de tilbud eller krav om ”hjælp og behandling”, der lægges på bordet.
Mødet med klienten er derfor en udfordring, der kan få mangen en fagperson (psykolog eller sexolog) til at trække følehornene til sig. De første møder føles negative, og der synes ikke at være indfaldsvinkler, der vil kunne føre til noget. Faktisk kan man komme ud for at opleve en massiv modstand fra klienten. Især hvis klienten har oplevet omsorgssvigt op gennem barndommen. I så fald sniger jeg “spejlingsøvelser” ind. Altså øvelser, som ganske små børn helt automatisk lærer af deres nærmeste omsorgspersoner, og som udvikler hjernen sådan at man fx bliver et empatisk menneske. Er der tale om et omsorgssvigtet menneske, er det min erfaring, at jeg skal komme hos klienten tit og regelmæssigt. På den måde optimeres chancen for, at han/hun føler sig tryg ved mig, og tænker: “Hende der kan jeg stole på”.
Selv efter længere tids arbejde anes ingen eller kun minimale fremskridt. Og klientens motivation kan svinge som vinden blæser.
Det kræver uhyre megen tålmodighed, empati og ikke mindst faglig ballast for specifikke seksuelle udfordringer. Der findes ingen ”manual”. Det er et langsommeligt detektivarbejde ind i en seksuel verden, hvor samfundets normer slet ikke har plads, og hvor de færreste vil have en forståelse for klientens seksuelle handling.
Arbejdet er først og fremmest betinget af klientens tillid til sexologen.
En tillid, der kan tage måneder at opbygge. En tillid, der kan svinge fra gang til gang. Især hvis klienten i sin barndom har oplevet omsorgssvigt.
Når den først er der, så kan arbejdet begyndes.
Små skridt ind i klientens verdensbillede og naturligvis den handling, der har ført til dommen.
Det kræver en ualmindelig tålmodighed. Det kræver en særlig empatisk evne, for du sidder med et menneske, hvis handlinger du for det første ikke accepterer og for det andet slet ikke forstår bevæggrundene for. Alligevel skal du jo kunne lide dette menneske. Lide det som det menneske, det nu engang er med sine udfordringer og problemer på specifikke områder. Det er ikke nok, at du ser det som en arbejdsopgave til samfundets bedste og din egen årsindtægt. Klienten er sårbar på så mange områder, og skal du nå ”ind”, skal klienten føle og vide, at du er der for ham/hende. Ellers går det ikke. Du kan alt for let blive ”én i rækken af velmenende tilbud til samfundets bedste”.
Når du endelig er nået ind til klienten – har klientens tillid, og du har forståelse for den seksuelle handling og baggrund samt et dybere kendskab til klientens opvækst og liv – da kan du begynde din mere målrettede, terapeutiske indsats. Altså herfra og frem på baggrund af et trygt og fornuftigt afsæt. Det kan være, at du allerede er et halvt år fremme, før du har nået hertil.
Det er så NU dine eksakte, sexologiske og terapeutiske færdigheder kommer i spil. Heller ikke her findes en manual. Men erfaring og et usædvanligt bredt kendskab til seksualitetens mange ”ansigter” er en del af værktøjet. Mange veje er mulige. Mange døre skal undervejs åbnes… eller lukkes.
Det handler i høj grad om at få øje på de små, næsten ubetydelige, fremskridt og forandringer. Få dem tydeliggjort. Bygge på dem.
Det er et ”højhus”, hvor du og klienten sidder og taler om den enkelte ”mursten”. Hvordan skal den vende?
Sidenhen flere mursten… oven på hinanden. Nu begynder det at ligne noget. En lille mur helt nede ved soklen til højhuset. Men det er en begyndelse. Her måske et år efter første møde.
Det er sådan, det er!
En dag er ”byggeriet” færdigt. Så højt det nu er muligt. Og klienten erklæres egnet til igen at tage del i samfundet. Magte dets normer og regler. Kende sig selv. Grænser og muligheder.
Det er et arbejde, jeg er en smule stolt over at kunne præstere.
Janne Jaaks