Domsanbragte

– mennesker med udviklingshæmning som lovovertrædere

Siden 2016 har jeg arbejdet med behandling af mennesker med udviklingshæmning, som af forskellige årsager er blevet lovovertrædere.

Behandlingen omfatter typisk seksualkriminelle domsanbragte.

I arbejdet trækker jeg meget på mine kompetencer i kognitiv terapi og ligeledes mine mange års erfaring som seksualvejleder.
Jeg har arbejdet indenfor hjerneskadeområdet og mennesker med udviklingshæmning siden 1998, og kommunikerer følgelig effektivt med målgruppen. Også med dem, der intet verbalt sprog har.

Specifikt er den kognitive terapi vigtig og effektiv. Her arbejder jeg med relationen mellem klientens tanker, følelser og handlinger i forskellige situationer.  

En vigtig pointe er nemlig, at disse mennesker med udviklingshæmning, og som er blevet dømt for en seksualforbrydelse, ofte selv er ofre. Ofre med et lavt selvværd.
De skal forstås, hjælpes og behandles. I gensidig tillid.

At finde de mulige årsager
Måske har de været ofre for massivt omsorgssvigt i deres barndom, med tilknytningsproblemer til følge.
Er man som barn massivt omsorgssvigtet, har man sandsynligvis ikke lært at forstå og leve sig ind i andre menneskers behov og følelser. Den evne udvikler man i 3-5 års-alderen, men udvikler evnen sig ikke normalt på det tidspunkt, må man forsøge at få klienten motiveret til at lære evnen i terapeutisk/psykologisk behandling.
Det kan godt lade sig gøre, men det tager tid.

Måske har de oplevet en barndom med psykiske konflikter, som de aldrig har fået lært at håndtere på en hensigtsmæssig måde.

Måske har de selv været ofre for vold, seksuelle krænkelser eller deciderede seksuelle overgreb.

Måske har de været ofre for ikke at have gennemgået en normal seksuel udvikling, og ikke fået en seksualundervisning, der var tilrettelagt til netop deres eget udviklingsniveau på det rette tidspunkt i deres opvækst.
Det er i denne gruppe, jeg ser mennesker med udviklingshæmning bringe sig selv ud i seksuelle situationer, hvor de fysisk viser deres egen seksualitet i det offentlige rum.

Måske har de en hjerneskade, der giver dem en øget seksualdrift, som ingen har lært dem at håndtere hensigtsmæssigt.

Måske har ingen fortalt dem om, hvad man må og ikke må på nettet. Herunder i forhold til at opsøge, besidde og udbrede utugtige fotos/film af børn. Og heller ikke at vurdere, om de unge mennesker på pornosiderne er over eller under 18 år.

Måske har ingen lært dem, at det er ulovligt at besidde tegnede billeder af børn i seksuelle situationer, såfremt tegningerne har fotografisk lighed med et barn. (I netop denne situation, måtte en klient og jeg kontakte politiet, for at få retvisende besked.)

Måske ved de først, når nogen fortæller dem det, at deres handling, er ulovlig.

Der kan således være forskellige årsager til, at de fik trådt ved siden af lovgivningen.
Derfor er der også vældig stor forskel på, hvordan behandlingen skal gribes an.

Behandlingen – mål, midler og tid
Når jeg får tilbudt at tage en klient i behandling, er der enten fra anklagemyndighedens side, eller fra domsanbringelsesstedets side, et konkret mål med behandlingen.
Et mål, der tager udgangspunkt i den eksakte lovovertrædelse, klienten har foretaget, og som sigter på, at klienten i fremtiden formår en adfærd, der er lovlig og ikke overskrider andres grænser.
Klienten skal endvidere lære at håndtere eventuelle psykiske konflikter, så klienten fremover kan leve et roligt liv med en harmonisk seksualitet.

Foruden de givne mål, beder jeg klienten give mig sine egne mål med behandlingen.
At give ham eller hende ejerskab af vores samarbejde er uhyre vigtigt.

Hvilke mål har klienten?
I begyndelsen af behandlingen kan det sagtens være, at klienten skyder ansvaret for sine ulovlige handlinger fra sig og over på alle mulige andre. Kommunen, samfundet som helhed, forældrene (der måske havde misbrug), eget misbrug eller andet. At kunne se sig selv udefra (og andre indefra) er et mål i sig selv, men sjældent et mål klienten selv lægger ud med.
Klientens egen mål er vidt forskellige og varierer over tid. Men de har betydning for følelsen af ejerskabet, der skal bære behandlingen.

Jeg tænker, at meget umiddelbart lyder som en opgave, enhver terapeut kender til.
Men når det gælder mennesker med et udviklingshandicap, der har psykiske tillægsudfordringer, skal der nødvendigvis bruges meget mere tid på at skabe tillid og motivation fra klientens side.
Klienten skal føle sig overordentlig tryg, før det overhovedet bliver muligt at få ham/hende til at tale om den seksualkriminelle handling. Og først herefter kan det egentlige terapeutiske arbejde langsomt gå i gang.

I min kommunikation er jeg yderst opmærksom på at være meget empatisk samtidig med, at jeg tager afstand fra den seksualkriminelle handling, som klienten har begået. Det skal være tydeligt for klienten.

Er der tale om en klient, der som barn er blevet massivt omsorgssvigtet, har jeg valgt at bruge ”spejling” som redskab. Altså den ”metode”, som mor/far og barn, muligvis missede, da barnet var ganske lille. At være afstemt med hinanden.
På den måde opnår jeg tillid og får et godt samarbejde op at stå.
Donald D. Winnicott: ”Når jeg ser og bliver set, så er jeg”.

Er der tale om en klient med en udadreagerende adfærd, trækker jeg mindfulness ind i behandlingen.

Klienterne skal både lære om rigtigt og forkert, og også gennemgå en egen-behandling, tilrettelagt efter deres menneskelige, personlige udvikling – herunder den seksuelle udvikling.

Skab tillid. Skab tryghed. Arbejd med selvværd. Arbejd med empati. Skab motivation til at ville samtale om seksualiteten.
Oprethold hele molevitten indtil behandlingen kan udfases!
Det tager lang tid. Meget lang tid.

Med tålmodighed, vilje og udholdenhed samt de rette, terapeutiske ressourcer kan det lade sig gøre at skabe en behandling, der virker.

Links til mine blogindlæg om domsanbragte: 
http://jannejaaks.dk/domsanbragt-for-seksuelle-handlinger/
http://jannejaaks.dk/om-domsanbragte-seksualitet-og-det-terapeutiske-arbejde/

‘